PT Danmark har et etisk charter som det forventes at medlemmer bakker op om, og man som registreret personlig træner er forpligtet til at overholde. Det er enkelte medlems eget ansvar at overholde den etiske charter som er udarbejdet af PT Danmark, dog anses det som en vigtig del af medlemskabet at dette bliver overholdt. Hvis bestyrelsen bliver opmærksom på ageren, der er ude af overensstemmelse med det etiske charter, udstedes ved førstegangsforseelser et “gult kort” og ved anden gang, ekskluderes medlemmet ved en enig bestyrelse på livstid.
PT Danmark har et aktivitetsudvalg, der forbeholder sig retten til at ekskludere medlemmer, hvis det vurderes at medlemmerne ikke overholder den etiske charter som er udstedt af PT Danmark.
Mange af punkterne er sensitive emner i forhold til udøvelse af PT-virke. Det etiske charter er genstand for løbende revision og vi tager naturligvis imod kritik og debat.
- PT praksis
- Man afklarer altid med klienter om de har kliniske problemstillinger der kan udgøre en risiko i forbindelse med klientens forløb. Såfremt det er tilfældet skal klienten afklare problemstillingen før forløbet påbegyndes.
- Der skal være aftalt forretningsbetingelser, så der ikke kan være tvivl om pris, varighed, grad af kontakt eller opfølgning før forløb iværksættes.
- Evidensbaseret praksis
- PT Danmark bakker grundlæggende op om en evidensbaseret praksis. Det er ikke det samme som at al praksis skal være dokumenteret, men at praksissen skal begrundes såfremt den er i konflikt med etableret evidens. I konkrete ernærings- og træningsfaglige spørgsmål læner vi os op af standpunktsrapporter udgivet af NSCA, ACSM, FAKD/KEF, ASCN.
- Når man som træner formidler om sin praksis, så skal man ikke sige at en ting er evidensbaseret, uden man rent faktisk ved om den er det.
- PT Danmark bakker op om en biopsykosocial forståelse af smerte
- Som træner italesætter man ikke øvelser eller kropsholdninger som farlige på Sociale medier eller til sine klienter.
- PT Danmark vil ikke bidrage til vægtstigmatisering, urealistiske forventninger til træning og spiseforstyrrelser.
- Man laver etisk forsvarlig markedsføring
- Man bruger kun undtagelsesvis transformationsbilleder i sin markedsføring (max hvert 10. i en SoMe feed/story), med mindre ens primære ydelse eller indtægt kommer fra coaching til fitness eller bodybuilding konkurrencer.
- Man bruger ikke sin egen krop som markedsføringsværktøj, hvis det er urealistisk at klienter i målgruppen for ens primære ydelse kan leve med den samme livsstil, man som træner selv kan vedligeholde. Særligt ikke hvis ens krop bærer præg af (tidligere) brug af steroider.
- Markedsføringspraksis
- Hvis ens PT eller coaching forretning er forankret i et personligt brand og man har et hold af vejledere der forestår den praktiske træning og vejledning, skal det fremgå tydeligt af hjemmeside og markedsføring at der står et hold bag og at det ikke er personen bag brandet man kommunikerer med.
- PT danmark er tilhænger af personlig træning med kvalitet frem for kvantitet. Når man har 40 timer i ugen så bliver det meget let upersonlig træning og det er ikke bæredygtig måde at udøve personlig træning på, som personlig træner og vil oftest resultere i at der leveres et dårligere produkt.
- Vi er modstandere af at man i bonusordninger incentiviserer mere end 25 timers PT i ugen
- Doping
PT Danmark arbejder for dopingfri fitness
- Man rådgiver ikke om brug af steroider eller fortæller om egen brug af steroider på nogen måde, der kan opfattes en opfordring eller tilskyndelse til at bruge dem.
- Alle medlemmer bliver ekskluderet hvis de modtager en dopingsanktion, lige meget hvilken sammenhæng det er i.
- Registrerede medlemmer bliver tilmeldt randomiserede dopingtest i samarbejde med Antidoping Danmark.
- Forretningspraksis
PT Danmark bakker op om en professionel og lovlig forretningspraksis
- Man udøver altid sit træner virke efter aftale med ejeren af træningsfaciliteterne.
- Man betaler sin skat, moms og afgifter. Ingen sorte penge.
- Det indhold man bruger til branding og markedsføring skal være originalt. Man kan godt bruge koncepter og begreber som andre også har brugt, men man skal have sat det i sine egne ord og lave sine egne kreativer.
- Hvis man i væsentlig grad har taget inspiration fra andres indhold, når man laver sit eget, så krediterer man ideens ophavsmand/kvinde til fulde. I reposts tagger man dem både i kreativet og teksten og i afledt indhold krediterer man som minimum med tags i teksten.
- Hvis du får hjælp til at coache ved at ansætte medarbejdere, må du ikke sige at du personligt coacher folk. Uden også at nævne dine ansatte.
- Inklusivitet
- PT Danmark støtter op om en PT praksis hvor man tager hensyn til folks, alder, køn, vægt, race osv.
- Man spørger altid før man rører ved klienter.